Få den sjoveste uge i sommerferien sammen med jævnaldrende børn og unge - med og uden diabetes
REMA 1000 SportsCamp arrangerer hvert år DiabetesCamp for at give børn og unge med diabetes muligheden for at være en del af en fantastisk uge sammen med en masse andre børn og unge.
Som deltager på DiabetesCamp er man altså stadig en del af REMA 1000 SportsCamp, og man får mulighed for at prøve kræfter med alle de samme idrætsaktiviteter, lege og konkurrencer.
Når du møder ind på DiabetesCamp vil der altså ikke kun være børn og unge med diabetes. Alle er en del af SportsCamp, hvor det bare handler om at have det sjovt sammen med en masse jævnaldrende børn og unge mellem 11 og 15 år – både med og uden diabetes.
Du kan læse meget mere om tryghed og sikkerhed på camps her.
REMA 1000 SportsCamp sørger for, at der altid er to diabetessygeplejesker til stede under hele ugen. I samarbejde med diabetesforeningen indgår de to sygeplejesker i vores fantastisk seje team af instruktører, der planlægger og udfører alle aktiviteterne i løbet af ugen.
De to diabetessygeplejersker er en del af instruktørgruppen på campen. Dog har diabetessygeplejerskerne udelukkende til opgave at koncentrere sig om de deltagere, der har diabetes, hvilket sikrer god tid til den enkelte.
Diabetessygeplejerskerne følger deltagerne tæt hele ugen, uden at det tager tid fra deres aktiviteter på sportspladserne. Hver deltager har et skema, hvor blodsukker, insulindoser mm. registreres.
Derudover går en af sygeplejerskerne en runde midt om natten, og ved behov kontrolleres blodsukkeret.
Inden I møder op til DiabetesCamp, er det vigtigt, at I har udfyldt et spørgeskema med relevante diabetes spørgsmål. På denne måde sikrer vi, at campens diabetessygeplejesker er ordentligt klædt på ift. det specifikke barn. Sygeplejerskerne hjælper med at holde styr på blodsukkeret og justerer på insulinen vha. et skema, der bliver udfyldt på den enkelte deltager hver dag.
Diabetesforeningen yder et tilskud på 600 kr. til deltagere der er medlem af Diabetesforeningen.
Hvordan opnår jeg tilskud?
Tilskuddet kræver, at du er medlem af Diabetesforeningen. Er du det, skal du blot indtaste dit medlemsnummer når du tilmelder dig. Nemmere bliver det ikke 🙂
Erfaringerne viser, at de fleste med diabetes i løbet af en SportsCamp–uge har brug for mindre insulin end normalt. Hensigten er derfor at støtte, vidensdele og hjælpe med at holde tjek på blodsukkeret, justere på insulin i forhold til blodsukkerkurver, aktivitet og mad og dermed at forebygge lavt blodsukker.
Forud for campen udfyldes et spørgeskema med relevante diabetesspørgsmål. Det bedes returneret sammen med et foto. Netop billedet er en stor hjælp, da diabetessygeplejerskerne i løbet af de første timer af campen skal have styr på de børn og unge med diabetes blandt mellem 50-80 glade og forventningsfulde deltagere.
På SportsCamp er vi indlogeret på idrætsefterskoler. Overnatning sker på værelser, hvor deltagerne er indkvarteret 2-5 personer sammen.
Det handler ikke kun om fysisk udfoldelse og træning, men også om sunde kostvaner. Her sørger vi i samarbejde med REMA 1000 for en børnevenlig menu, som sikre deltagerne den nødvendige energi til det høje aktivitetsniveau. Endvidere vil der være frisk frugt og grønt samt koldt vand til alle måltider.
For at vi på campen kan sikre dig/dit barn så god en oplevelse som muligt, er det vigtigt, at vi får viden om eventuelle allergier og sygdomme. Det er derfor nødvendigt at vide, hvis der er noget vi skal tage højde for i planlægningen.
Du noterer relevante informationer når du tilmelder dig Din Camp.
Ved tilmelding kan du vælge mellem to betalingsformer – straksbetaling eller ratebetaling.
Ved straksbetaling indbetaler du ordrens fulde beløb ved tilmelding.
Ved ratebetaling betaler du ved tilmelding et depositum på kr. 700,-, og så bestemmer du selv, hvornår du indbetaler resten (dog senest fire uger før campstart).
Dette gør du på Min Side
Du kan læse mere om ratebetaling i vores handelsbetingelser.
Du kommer til at få mange nye venner fra hele landet på SportsCamp! Hvis du skal på SportsCamp sammen med nogle af de venner du har i forvejen, kan I dog sikre jer, at I kommer til at bo sammen. Skriv det under “sovemakker” ved din tilmelding.
Når du har fundet dit værelse, så hils pænt på dine nye værelseskammerater. Det sjove ved SportsCamp er, at man kan komme til at bo med nogen fra andre linjer. På den måde lærer du flere at kende.
Værelserne er inddelt efter alder og køn.
Der er ikke noget diplom for at have det mest ulækre og snavsede værelse på campen, så husk at holde orden og ryd op dagligt.
Der skal være fuld knald på SportsCamp. Vi er aktive rigtig mange timer hver dag, så lidt søvn skal der altså til for at kunne holde til det – ellers går I kolde allerede tirsdag!
Vi takker dagene af kl. 22.00, og kl. 22.30 bliver der sagt det sidste “Godnat”. Morgenmad er fra kl. 8.15 – 9.00 hver morgen.
Fredag holder vi fest. Der er både mange søde drenge og piger på SportsCamp – så husk dit bedste party outfit.
Der vil et par gange i løbet af ugen være mulighed for at købe lidt til den søde tand i campkiosken. Når man er så aktiv, som deltagerne er på vores camps, og får serveret sunde måltider, mener vi også, at det er OK at have muligheden for at købe slik og sodavand til aftenhygge.
Vi forsøger på bedste vis at være opmærksomme på deltagernes indtag og forbrug i kiosken, da det ikke bør tage overhånd med de søde sager.
I har som forældre ansvaret for at tage en god snak om deres indtag af både mad, slik og ikke mindst væske i løbet af ugen, inden ankomst mandag morgen.
Vi ved godt det er hårdt, men denne uge kommer du til at have din telefon mindre end normalt. Vi vil så gerne have, at du lægger al din opmærksomhed i at være social med dine nye veninder på campen og ikke dem du har derhjemme. Af erfaring ved vi, at alle får den absolut bedste camp, hvis fokus er på sammenholdet, og derfor har vi besluttet, at campen som udgangspunkt er mobilfri.
Der vil dagligt være mobiltid ml. 16.30-17.45, hvor alle får deres telefoner, og der er mulighed for at ringe eller skrive hjem
Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan komme i kontakt med os. Camplederne kan fanges på tlf. 31509850. Og hvis der er ekstra behov for at ringe hjem for en deltager, er man altid velkommen til at tage fat i camplederne, som kan hjælpe med at ringe.
Vi lover, det bliver godt for alle.
Kan du ikke finde svar på det du søger? Du er velkommen til at ringe på tlf. 31509850 eller skrive en mail til [email protected]
På SportsCamp skal man vælge én linje/sportsgren, som man ønsker at være en del af.
Det er den sportsgren man bruger størstedelen af ugen på lave, men bare rolig. Man kommer også til at prøve andre aktiviteter.
Vi har både aftenaktiviteter på tværs af alle linjerne, og der er tradition for, at linjerne “besøger” hinanden, og prøver hinandens elementer.
Hvis du gerne vil lave en masse forskellige aktiviteter hele ugen, skal du vælge multilinjen 🙂
Du kan læse mere om alle linjerne ved at klikke på linket herunder eller fanerne længere nede.
Dans, Fodbold eller Springgymnastik
… eller vælg vores Multi-linje, hvis du vil prøve en masse forskelligt.
Hvis du har svært ved at vælge mellem de forskellige idrætsgrene, er multi-linjen måske det rigtige for dig!
På multi-linjen får du lov til at kaste dig ud i diverse forskellige aktiviteter. Du kommer til at udfordre dig selv med helt nye og spændende sportsgrene, der måske viser sig at være lige noget for dig. Du vil både prøve kræfter med forskellige traditionelle sportsgrene og nye, anderledes og sjove lege og aktiviteter. Vi tester lidt af hvert, og vi garanterer, at det bliver vildt sjovt.
Vi har desværre ikke tid til at nå igennem alle sportsgrene, men vores dygtige instruktører finder det bedste udvalg til vores seje deltagere. Vi garanterer et bredt udsnit, som vil bringe deltagerne rundt i forskellige kroge af idrætsverdenen. Det bliver en fantastisk uge fyldt med sjov og gode oplevelser sammen med en masse nye kammerater.
Har du lyst til at være med på multi-linjen, når dette års SportsCamp bliver fløjtet i gang, er det bare med at tilmelde sig. Vi glæder os til at have den sjoveste uge sammen med alle vores deltagere.
Er du vild med at bevæge dig til alverdens forskellige former for musik, er danselinjen på REMA 1000 SportsCamp helt sikkert noget for dig.
Vi afprøver forskellige dansegenrer som eksempelvis hiphop, moderne dans og jazz. Vi garanterer, at der er noget for enhver smag! Vi udfordrer vores rytmiske evner i fællesskab, og leger med dansen for at skabe en sjov og spændende performance.
Når du møder ind på SportsCamp, vil du blive mødt af vores dygtige instruktører. På danselinjen vil dine instruktører alle sammen være specialister i flere forskellige genre indenfor danseuniverset. Alle SportsCamps instruktører er nøje udvalgte for, at vi kan tilbyde alle vores seje deltagere et varieret, udfordrende og fedt program.
Uanset om du har stor erfaring inden for dans og musik eller om du er en nybegynder, kan alle være med og alle kan blive udfordret på hvert deres niveau. SportsCamp handler nemlig om at have det sjovt sammen og om at danne et fællesskab med en masse andre børn og unge, der alle har lyst til at danse, hygge og grine hele dagen.
Undervisningen består af en masse sjove øvelser til tidens fedeste musik. Vi skaber en fest sammen, hvor der bliver sat gang i de sejeste dansemoves. Undervisningen starter altid med en grundig opvarmning. Herefter øver vi små trinkombinationer over gulv, tekniktræning, styrke og smidighedstræning. Derudover udvikler og udarbejder vi i fællesskab koreografier, der danner grundlaget og rammen for en samlet performance i slutning af ugen.
SportsCamp slutter med et festfyrværkeri af en forestilling med alle deltagerne fra danselinjen. Her får I lov til at vise jeres bedste dansetrin og seje koreografi, som I har arbejdet på hele ugen. Alle forældre bliver inviteret til at overvære jeres store performance, der fungerer som en stor dance-off. Vi sætter fart over feltet, og du får lov til at sætte din energi og dit udtryk i fokus. Vis dine bedste dansemoves, udfordr dine evner og vis, hvor god du er.
Vi glæder os helt vildt til at skabe en dansefest sammen med dig og alle andre deltagere på SportsCamps danselinje.
Det er en uforglemmelig og superfed danseoplevelse, som du sent vil glemme.
På fodboldlinjen er der stor vægt på at blande legen og det tekniske.
Hvis du vælger fodboldlinjen til årets REMA 1000 SportsCamp, vil du blive en del af et fællesskab, hvor der er fokus på både leg og teknik. Campens dygtige instruktører lærer jer nemlig både nye tricks, finter og sparkeøvelser, men de arrangerer også sjove lege med og uden bold. Der skal nemlig både være plads til sjov og ballade, men der er også træningspas med høj intensitet og seriøsitet.
Fodboldlinjen på SportsCamp vil både træne deltagerne til at blive endnu bedre fodboldspillere og samtidig give deltagerne en masse nye venskaber.
På SportsCamp vil størstedelen af vores træning foregå på græs. Dog vil instruktørerne ind i mellem byde på træning i hallen eller på en streetbane. Derfor er det vigtigt, at deltagerne både medbringer fodboldstøvler og indendørssko, så de er klar til alle ugens lege og udfordringer.
Har du lyst til at være en del af verdens sejeste fodboldhold, så kom og vær med på dette års SportsCamp. Fodbold på SportsCamp er nemlig alt andet end kedeligt, og vi garanterer dig en uge med fuld fart på, hvor du lærer nye teknikker og får en masse fede oplevelser.
Er du vild med gymnastikkens verden og vil du gerne prøve at udfordre dig selv med nye, sjove og spændende øvelser, er linjen for springgymnastik på SportsCamp lige noget for dig.
Linjen er for alle dem, der er vilde med at eksperimentere med gymnastik i det frie luftrum. Vigtigst af alt, så kan alle være med uanset niveau!
I løbet af ugen med springgymnastik på SportsCamp kommer du bl.a. til at træne mini-trampette, trampolin, spring over redskaber og spring på airtrack som er vores store oppustelige bane, der især er super fed for gymnaster på begynderniveau. Springgymnastikken kan overføres til en masse andre sportsgrene, hvorfor vi prøver at udfordre vores seje deltagere med både sjove lege og svære træningsøvelser.
På SportsCamp lægger vi stor vægt på sikkerheden. Derfor har vi nøje udvalgte instruktører, der alle har stor erfaringen inden for gymnastikkens verden. De skaber et sikkert miljø for alle deltagerene med fokus på gode modtagningsforhold.
Har du aldrig nogensinde prøvet at dyrke springgymnastik, er det intet problem! På SportsCamp kan vi tilbyde dig undervisning tilpasset til lige præcis dit niveau. De dygtige instruktører lærer dig grundspringene og de guider og hjælper dig hele vejen gennem forløbet, så du under helt sikre forhold kan afprøve dine springtalenter. Som nybegynder kommer du bl.a. til at arbejde med kropskontrol og grundelementer inden for spring såsom håndstand, vejrmøller og saltoer.
Er du allerede super sej til springgymnastik, kan en uge på SportsCamp hjælpe dig med at bringe dig til det næste niveau og gøre din teknik endnu skarpere. Du kommer til at lære nye fede tricks og få gode tips fra vores erfarne instruktører. Kast dig ud i noget nyt og endnu sværere, og oplev hvor meget blot én uges træning kan rykke dit niveau.
Vi glæder os til at se jer alle på årets SportsCamp – nybegyndere som elitegymnaster.
Vi garanterer for verdens sjoveste uge med fuld fart på, og hvor du får en masse fantastiske oplevelser med i bagagen.