— Læst på 3 minutter
At gøre en forskel for børn og unge
Indholdsfortegnelse:
At gøre en forskel
Midtjyllands Avis har besøgt Jonas på Din Camps nye kontor i Silkeborg, til en snak om camps i en coronatid, om at gøre en forskel for børn & unge, fremtiden for Din Camp og familieforøgelse.
Sådan starter artiklen, som Midtjyllands Avis har skrevet om Din Camp, der flytter kontoret til Silkeborg, og et specielt corona-år – artiklen fortsætter…
SILKEBORG I to år har Jonas Herlev drevet konceptet Din Camp fra København, men nu er han vendt tilbage til fødebyen Silkeborg. Her vil han fortsat sælge ferielejre til børn og voksne, og 2020 har været en succes.
I marts, april, maj var vi pressede. Der kom ingen tilmeldinger til vores feriecamps på grund af corona, og jeg var på det tidspunkt 100 tilmeldinger bagefter året før, men så vendte det, lyder det fra Jonas Herlev.
Årsagen var, at hans feriecamps fik en hjælpende hånd fra regeringen.
– Vi var nogle af de større aktører på markedet, der gik sammen og leverede et skriv til Statsministeriet, og vi endte med at få nogle retningslinjer specifikt til vores aktiviteter. Så da landet måtte være 50 samlet, måtte vi faktisk være 500.
– Så det endte med, at alt blev åbnet for os – selvfølgelig med de nødvendige restriktioner, men jeg vandt stort på mine familiecamps. Folk kunne ikke komme sydpå, så jeg fik dobbelt så mange tilmeldinger som normalt, og jeg endte med at oprette en ekstra familiecamp. Så jeg fik en glimrende sommer, konstaterer Jonas Herlev, der forventer, at næste sommer igen vil have mange danskere, der bliver hjemme i sommerferien.
Succes i en svær coronatid
I 2020 havde Din Camp i alt 520 deltagere på forskellige camps i sommerferien – hvoraf de cirka 400 børn var børn.
Jonas Herlev har udviklet konceptet, efter han overtog det for to år siden.
– Jeg overtog et eksisterende koncept, der hed Sportscamp. Det lavede jeg om og gav nyt navn, ligesom jeg byggede på med flere forskellige koncepter – primært feriecamps i sommerferien. De har især været sportscamps, men andre har omhandlet selvværd og selvtillid for unge. Nu er også FamilieCamps kommet til, siger han.
Mens Din Camp kører på et mindre blus i løbet er året, er sommerferien højsæsonen.
– Jeg har et instruktørteam på 60 mand, der er tilknyttet. I sommerperioden er det her et kæmpe setup. Jeg afholder mellem 10 og 13 camps, og især den første uge af sommerferien er et godt tidspunkt til en camp for børn og unge. Her er forældrene typisk ikke selv gået på ferie og er derfor meget interesserede. I den første uge af ferien kan jeg have fire camps kørende på en gang, så jeg er meget afhængig af at have nogle dygtige instruktører, der også kan være campledere, siger Jonas Herlev.
På vej mod fusion
Din Camp vil i fremtiden satse endnu mere på camps for børn med forskellige udfordringer fagligt eller socialt. Det sker til vinter, når han fusionerer med PlusCamp og Camp Sprog&Sport.
“Vi bliver næsten dobbelt størrelse fra årsskiftet, men stadig under Din Camp. Vi kan se, at bare ved at slå os sammen, kan vi spare mange omkostninger. Samtidig vil vi være noget mere ressourcestærke, fordi det langt hen ad vejen er samme camps, men med forskellige indhold.”
“Man kan sige, at det, jeg laver, er mest »Nice to have camps«, mens der nu også kommer »Need to have camps« for børn med faglige udfordringer. Det er ret interessant at få det ben med”, siger han.
En væsentlig del af økonomien i Din Camp er navnesponsorater. I starten var Novo Nordisk inde over, og nu har REMA 1000 købt titlen på sportscampene.
“Man bliver ikke millionær af at lave camps for børn og unge, men det er en oplagt mulighed for virksomhederne til at tage et socialt ansvar. Derfor er de interesseret i et sponsorat af Din Camp.”
“Det kunne godt løbe rundt uden REMA 1000, men det er sponsoratet, der gør, at jeg kan leve fuldtids af det her. Så det er en forretning, hvor jeg er afhængig af, at andre også vil tage del i det og synes, at det er sjovt” siger Jonas Herlev.
Er flyttet hjem
Årsagen til flytningen fra København til Silkeborg er familieforøgelse.
“Vi er blevet forældre herhjemme, så vi skulle vende næsen den her vej. Min kæreste er fra Fyn, og vi valgte at slå os ned i Silkeborg” siger Jonas Herlev.
- Kategori:
- Presse & Artikler