— Læst på 9 minutter
Din Store Guide til Lejrskole
Står du overfor at skulle arrangere lejrskole for en gruppe børn eller unge? Hvor skal du starte og slutte? Beslutningerne er mange, og det er ikke altid helt nemt at finde hoved og hale i.
Lejrskole: Tips til at arrangere den perfekte tur
Står du over for at skulle arrangere lejrskole for en gruppe børn eller unge? Hvor skal du begynde og slutte? Beslutningerne er mange, og det er ikke altid helt nemt at finde hoved og hale i.
Derfor har vi hos Din Camp udarbejdet en guide til jer som en hjælpende hånd. Vi har mere end 10 års erfaring med tilrettelæggelse af camps i trygge rammer. Og det er en erfaring, som vi meget gerne vil dele ud af, så vi i fællesskab kan skabe endnu flere oplevelser for vores børn og unge.
Læs med i vores guide og lad dig inspirere af vores tips og tricks, erfaringer og idéer. Alt sammen for at I kan skræddersy og skabe de perfekte rammer for en lejrskoleoplevelse, som I ikke lige glemmer.
Lejrturen går til…
Vælg destination og sørg for den mest hensigtsmæssige transport
Hvor går turen hen? Lejrskolens destination afhænger selvfølgelig af flere forskellige parametre. Først og fremmest skal I overveje jeres transportmuligheder. Offentlig transport er en god løsning, hvis jeres destination er forholdsvis nem at nå. Går lejrturen eksempelvis til en storby, giver offentlig transport rigtig god mening, fordi afgangene er mange, og priserne som oftest er lave.
Alternativt kan I leje en bus eller minibus, hvis destinationen er mere kompleks at nå frem til. En hyggelig bustur kan også være et rigtig godt startpunkt for en sjov lejrskole med fællessang og røverhistorier.
Turens varighed
Antallet af dage, I skal være af sted på lejrskole, har selvfølgelig også en betydning for turens destination. Desto længere tid I skal være afsted på tur, desto nemmere er det at retfærdiggøre en længere transport. Som tommelfingerregel plejer vi at sige, at hvis man eksempelvis vil være afsted i fem dage, så kan fem timers transport hver vej være helt i orden. Ligeledes vil en kortere tur på to dage også fungere godt med mindre transporttid – altså to timer hver vej.
Sørg for, at faciliteterne passer til deltagernes behov
I skal ikke være bekymrede for, at I ikke finder den rette lejrskole til lige netop jeres behov. Vi er heldige i lille Danmark og er praktisk talt omringet af lejrskoler hele landet rundt.
Klik rundt på kortet her nedenfor og dan jer et overblik over lejrskolerne i jeres nærområde.
Når I vælger den specifikke destination, er det også en god idé at være opmærksom på diverse faciliteter. Ønsker I, at der på lokationen er tilgængelige undervisningslokaler, svømmehal, cykeludlejning eller bålplads? Tjek en ekstra gang og sørg for, at I finder en destination med de helt rette faciliteter til jeres behov.
Aktiviteter på lejrskole – hvad skal I lave?
Der findes et hav af lejrskoleaktiviteter, som I kan foretage jer. Og endnu flere måder, hvorpå I kan kombinere sjove oplevelser med faglige elementer relateret til eksempelvis folkeskolens fag og emner. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Tag eksempelvis en tur i klatrepark med referencer til muskulatur og forbrænding i idrætsundervisningen. Ha’ det sjovt i trætoppene på en anderledes skoleudflugt. Her skubber kravene til samarbejde på klatrebanerne elevernes motoriske og mentale grænser.
Vælg mellem tre klatreparker på Sjælland – i Hornbæk, Virum eller Lejre. Eller skab en rød tråd mellem naturfaglige kompetencer og dyreliv til et fugleshow, som både er sjovt og lærerigt. Slå eventuelt et besøg ved Himmelbjerget sammen med et fugleshow i Silkeborg. Måske I hellere vil opleve et historisk værksted, hvor I kan konkretisere og udleve datidens historie. Træd ind i Danmarkshistorien på Historiecenteret i Sønderjylland og oplev et brag af en historietime.
Der er et utal af muligheder for givende udflugter i Danmark – nærmest uanset, hvor I vælger at tage hen. Nogle gange er det udsigten til en bestemt oplevelse eller aktivitet, der bestemmer destinationen – men husk at studere mulighederne i området inden for en overkommelig radius.
Kanotur og sjove aktiviteter på vandet
Har I lyst til at prøve noget helt andet og prøve grænser af med nye, spændende og sjove udfordringer i sommerhalvåret?
Prøv kræfter med vandsport med alverdens former for aktiviteter og lege på vandet. Giv den gas med kajakroning, windsurfing eller kanoture på vandet. Med vandsport kommer I med garanti til at samarbejde og være aktive. Vores team hos Din Camp har selv mange års erfaring med vandsport. Og I er selvfølgelig altid velkomne til at kontakte os med idéer og spørgsmål hertil.
Alt det praktiske
Når man skal på lejrskole, er det hele som bekendt ikke kun sjov og ballade. Der ligger både flere timers planlægning og praktik bag en vellykket lejrskole. Og det kan hurtigt føles uoverskueligt at holde tungen lige i munden, når planlægningen skal til. Derfor giver vi jer her tips og tricks til bedre at kunne bevare overblikket undervejs.
Læg et budget
Når du planlægger en lejrskole, råder du som oftest over andres penge. Pengene kan komme flere steder fra – men uanset hvem der lægger beløbene til rådighed, er det altid dejligt at have en fornemmelse af overblik og sikkerhed, når det vedrører administration af egne eller andres penge. Derfor anbefaler vi altid, at man lægger et budget!
Sådan gør du, når du skal have overblik over økonomien i forbindelse med en lejrskole:
- Find frem til alle faste udgifter forbundet med lejrturen – fx transport, kost og logi
- Kortlæg eventuelle og variable udgifter – uforudsete udgifter kan eksempelvis forekomme, hvis I skal erstatte en ødelagt genstand.
- Udregn dit rådighedsbeløb – vær sikker på, hvor mange penge I har at gøre godt med
- Sørg for, at budgettet balancerer – budgettet må selvfølgelig ikke være i minus
- Forpligt dig selv til at overholde budgettet for sikkerhedens skyld
Lav en fast struktureret plan for alle de dage, I er på lejrskole
Med en klar og tydelig plan over lejrskolens forløb og aktiviteter bliver både tvivl, spørgsmål og misforståelser mindsket. Og det er rart for både jer som planlægger og for elever og forældre at kunne følge med i ugen.
Derfor vil vi også altid anbefale jer, at I danner et sådant overblik med en plan eller et decideret skema over ugen. Det kan være en sjov proces at inddrage eleverne i denne beslutningsproces. Måske der er et par huller i programmet, hvor I gerne vil bruge lidt input fra eleverne.
Er der en plan B?
Når I laver planen for lejrturen, er det en god idé at tænke alternativer og spildtid ind i planen. I ved så godt som os, at der så godt som altid opstår situationer, hvor tiden flyver, og tidsplanen skrider. Ligeledes opstår der også altid situationer, som på den ene eller anden måde får betydning for, at jeres program må ændres. Det kan altid betale sig at være godt forberedt og stå klar med alternativer i disse situationer.
Læs med nedenfor og lad jer inspirere af vores lejrskoleprogram for 4.B.
Prioriter forbindelsen med dem derhjemme
Den gode kommunikation med dem derhjemme er selvfølgelig også en vigtig faktor, når ungerne skal afsted på tur uden forældrene selv. Og det kan vi selvfølgelig godt forstå. Det kan være en stor sag at skulle afsted på tur uden mor og far. Både for forældrene og barnet selv.
Brug de velfungerende platforme til værdiskabende kommunikation
Der findes mange gode måder, hvorpå I kan opretholde den gode kommunikation med dem derhjemme. Kommunikation og information, der også giver dem værdi, mens I er afsted.
På det praktiske plan skal I selvfølgelig altid sørge for at indsamle telefonnumre på samtlige forældre. Sørg altid for, at I kan komme i kontakt med dem derhjemme. Det er derfor ofte også en fordel at have en kompakt og let powerbank med på de lange ture, så man er sikker på at have strøm på telefonen. En powerbank er derudover også praktisk at have med på lejrskole, da man på den måde er sikret mulighed for opladning, hvis nu overnatningsstedet ikke skulle have stikkontakter i sovesalen.
Men det kan også være smadderhyggeligt at kommunikere mere uformelt med dem derhjemme. Opret eksempelvis et fælles drev i Google eller en privat facebookgruppe, hvori alle forældre er tilføjet. Her kan I løbende dele billeder af jeres børn og lade dem derhjemme følge med i de hyggelige stunder. Et sådant album er både hyggeligt for forældrene derhjemme, imens eleverne er afsted på tur. Men det er mindst lige så hyggeligt for børnene selv at kigge tilbage på gamle minder. Tiden flyver jo afsted, når man har det sjovt.
Pakkelisten
Hvad skal pakkes, og hvad skal I lade blive derhjemme? Vi giver vores bud på en basis pakkeliste, som I kan lade jer inspirere af. Tag selvfølgelig højde for, at den helt konkrete pakkeliste afhænger af vejret og de pågældende aktiviteter på jeres lejrtur.
Her er listen med ting, der ofte vil være meget oplagte at medbringe på enhver type af lejrskole:
- Lagen
- Dyne, sovepose og hovedpude
- Liggeunderlag
- Toiletsager
- Håndklæde (evt. hurtigtørrende)
- Træningstøj til aktiviteter og lege
- Hverdagstøj
- Minimum ét sæt skiftetøj
- Det gule sygesikringsbevis
- Badetøj
- Varmt tøj og regntøj
- Evt. medicin, sportstape, vabelplaster etc.
- Lommepenge
- Lille lommelygte
- Drikkedunk til vand
- Solcreme og solbriller
En sjov og kreativ idé kan desuden være at købe hættetrøjer til børnene. En hættetrøje lavet specifikt til lejrturen ville bidrage til fællesskabsfølelsen, i og med at alle vil have den på.
Man kunne endda vælge at få trykt et fælles motiv eller individuelle navne. På den måde vil hættetrøjen også fungere som et minde for børnene om en sjov lejrtur. Hvis man skulle ønske at blive klogere på priserne for dette, kan I læse mere her.
Lejrskole med tryghed og sikkerhed
At få svedige håndflader og nervøse trækninger ved tanken om, at ens guldklump skal være væk hjemmefra i en uge, er vi nok mange, som kan nikke genkendende til. Og netop derfor skal trygheden og sikkerheden selvfølgelig også være i top, når I tager afsted på lejrskole.
Følgende forhold kan være rigtig gode at have i baghovedet, når det kommer til tryghed og sikkerhed.
Først og fremmest skal der altid være en tilgængelig voksen til stede. Selv imens eleverne tilsyneladende sover. Der skal være en kontaktperson klar både nat og dag. Sørg også for at være opmærksom på at give besked om specielle behov. Hvad enten det er ift. maden (vegetar, glutenallergi eller andet), sociale forhold eller medicinske behov. Husk, at elever ikke bliver placeret i sovelokaler alene, hvor de ikke kender eller har gode relationer til de andre elever. Det skal være trygt at lægge sig til at sove oven på en lang dag med spændende oplevelser.
Som et sidste forhold er det selvfølgelig jer og forældrene, som kender de unge mennesker bedst. Husk derfor, at alle unge har forskellige behov, som kan være særligt udsatte, når man er langt væk hjemmefra uden mor og far. Lyt til både elever og forældre for at sikre, at alle får en uforglemmelig lejrskole med skønne minder og sjove oplevelser.
Vi ønsker jer en rigtig god lejrskole med høj latter og fart over feltet!
Hold dig opdateret med nyheder om lejrskole og andre camps her.
- Kategori:
- Guides
- Tags:
- Lejrskole